Fredag den 14. juni 2019
Helios Film- & Kulturhus åbner selvfølgelig også dørene, når hele Faaborg holder kulturnat fredag den 14. juni kl. 19.30-23.
Film
Vi viser film fra det gamle Faaborg i den lille sal. Filmene er fra 1938, og der vises klip fra en række af byens store, hedengangne virksomheder, sport og fritid og skoleliv.
Kl. 20.30 og 21.30 er der live speak ved Frants Andreasen, der kommenterer filmstrimlerne.
Fotoudstilling
På første sal har Faaborg Kunstforening en fotoudstilling "Maritime udsigter".
I forbindelse med årtusindskiftet blev der opsat en udstilling omkring Københavns Havn i fotostater. Det er et udsnit heraf, der kan ses i Helios frem til 12. august.
Film- og jazzmusik
I foyeren vil Ken Thinggaard, piano, og Hans Mydtskov, sax, spille film- og tv-musik blandet med musik fra den internationale jazzeskattekiste.
Ken Thinggaard er uddannet organist og har desuden studeret jazzklaver hos pianisterne Ole Koch Hansen og Nilels Thybo. Ken udgav i 2004 cd’en ”Where I Belong”, som høstede flotte anmeldelser i en række danske dagblade, samt i magasinet ”Jazz Special”, der kaldte pladen et referenceværk for ”no nonsense-musik” og talte om ”øjeblikke af stor klanglig skønhed”. Ken er en skattet underviser i det fynske. Hans spil og egne kompositioner er ofte stærkt inspireret af den amerikanske pianist Keith Jarrett.
Hans Mydtskov er aktiv i en lang række sammenhænge og genrer. Af de mere faste konstellationer kan nævnes Tip Toe Bigband, Nordens Tone, Serras og Superfly og Burhan G. Med disse orkestre og i en række andre sammenhænge spiller han omkring 100 koncerter årligt i Danmark og udlandet. Han har medvirket på en lang række indspilninger – både med førnævnte orkestre og som studiemusiker. Hans virker også som lektor i hørelære på Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole.
Gratis plakater
Plakatmarked - Kom og find din yndlingsbiografplakat og ta' den med hjem - gratis
Mød Helios' bagmænd
Mød biografforeningens bestyrelse, kom med en tur i operatørrummet og backstage og hør om foreningens arbejde og om at være frivillig.